Uppdrag granskning, "Den stora glömskan" - et program om varigt hukommelsestab efter elektrochok, og om psykiatrisk misinformation

Det svenske TV-program Uppdrag granskning beskæftigede sig i går med den mangelfulde information om alvorlige bivirkninger ved elektrochok, ECT, "patienter" som oftest får. Uppdrag gransknings Janne Josefsson interviewer bl.a. Helena Brebäck, der har valgt, at stå frem og fortælle om omfattende og varigt hukommelsestab efter hun i 2004 blev udsat for ECT mod sin vilje. Læs om Helena her.

Desuden møder vi flere kvinder* i programmet "Den stora glömskan" (Den store glemslen), der har lidt hvad man må kalde for handicappende hukommelsestab af ECT. Sandra f.eks., der går fra at være højtlønnet akademiker til i dag at være konstant afhængig af hjælp, selv til hverdagslivets mest enkle ting. Læs mere her.

I anden halvdel af programmet tager Uppdrag granskning til USA, hvor debatten om ECTs sikkerhed og effektivitet er noget mere livligt, end i Europa. Janne Josefsson interviewer både fortalere (Kitty Dukakis) og modstandere (Linda Andre**) af ECT, og taler med Harold Sackeim, en af de største fortalere for ECT, og anset til at være verdens førende kapacitet på området. Hverken Kitty Dukakis eller Harold Sackeim fornægter imidlertid, at ECT kan resultere i varigt hukommelsestab. Læs mere om ECT-kritiken i USA her.

Mens den svenske psykiater Håkan Odeberg, der har udarbejdet informationsbrochurer om ECT til såvel "patienter" som læger, selv konfronteret med Harold Sackeims udtalelser, holder fast ved, at ECT alene forårsager kortvarigt, forbigående hukommelsestab, og vælger at tilskrive vedvarende hukommelsestab "patientens" subjektive oplevelse af sig selv, og altså værende uden objektiv, videnskabelig værdi. Noget som Harold Sackeim i udsendelsen betegner som "blame the victim", og noget, vi jo også her i Danmark igen og igen hører påstået fra "eksperternes" side.

Her er, hvad man kan læse på DepNet.dk om ECT:

"ECT er sikkert og de fleste patienter har overhovedet ingen bivirkninger. Der er dog nogle få patienter, der får et kortvarigt hukommelsestab efter behandlingen. Hvis du har svært ved at huske hændelser fra tiden under og omkring ECT-behandlingen, vil din hukommelse blive normal igen efter nogle få uger."

Bemærk, at siden er opdateret i dag, 19. november 2009, altså to og et halvt år efter Harold Sackeims studie "The Cognitive Effects of Electroconvulsive Therapy in Community Settings" udkom, der entydigt slog fast, at ECT kan forårsage varigt hukommelsestab og nedsatte kognitive evner.

Endnu længere går "informationen" på Netdoktor.dk, udarbejdet af Poul Videbech:

"Tværtimod vil man ofte kunne påvise en bedring af hukommelsen, hvilket skyldes, at depressionen er forsvundet. Hukommelsen fungerer nemlig meget dårligt, når man er deprimeret. Der findes også patienter, som stort set ikke oplever nogen af disse problemer i forbindelse med behandlingen. Det skal dog nævnes, at der findes mennesker, der efterfølgende kan berette om ”huller i deres hukommelse” fx for bestemte hændelser, hvilket kan være meget ubehageligt, men man har ikke kunnet påvise skader på indlæringsevnen. Det er meget svært at opnå fuldstændig klarhed over dette, fordi depression mens den står på som nævnt i sig selv medfører dårligere indlæring og hukommelse."

Spørgsmålet er, hvem Poul Videbech taler om, når han siger "man". Det kan i hvert fald ikke være Harold Sackeim. Skader på indlæringsevnen er nemligt lige præcis, hvad dennes omfattende studie fra 2007 entydigt har påvist.

På spørgsmålet, om ECT giver hjerneskader, svarer Poul Vidbech: "Mange mennesker har en forestilling om, at behandlingen medfører hjerneskader. I dag ved vi med sikkerhed, at det ikke er tilfældet."

Han henviser til undersøgelser af dyr, der blev udsat for ECT og efterfølgende obduceret, og til scanningsbilleder af mennesker, og påstår hverken obduktionerne eller scanningerne havde kunnet påvise hjerneskader. Det modsatte er tilfældet. Umiddelbart efter ECT foretaget, har talrige undersøgelser vist effekten af "behandlingen" på hjernen: små, punktuelle blødninger og deraf følgende celledød. Desuden anses et hukommelsestab, som det ECT forårsager, i alle andre sammenhænge end psykiatriske som et klart symptom på hjerneskade. Ligesom alle andre virkninger af ECT, såsom eufori, forvirring og kramper. Læs hertil om Uppdrag gransknings telefonsamtale med den svenske psykiater Johan Stiernsted, der kan fortælle om flere "patienter", der havde fået ECT, og som alle efterfølgende havde "store problemer med hukommelsen". Problemer, som Johan Stiernsted beskriver ligner langt mere dem, man kan observere efter hjerneskader som følge af hovedlæsioner, end dem, der opstår i forbindelse med "depression".

Interessant er også det følgende punkt i Poul Videbechs forklaring på, hvorfor ECT ikke anvendes i større omfang, når "behandlingen" nu er så ufarlig og effektiv: "ECT kan ikke kombineres med psykoterapi på grund af hukommelsespåvirkningen."

Jamen, når nu "hukommelsespåvirkningen" er af så kortvarig karakter, og "hullerne i hukommelsen" næppe skyldes "behandlingen", men snarere selve "sygdommen", som Videbech ellers påstår, så burde "behandlingen" da godt kunne kombineres med terapi?...

Faktum er, som selv Kitty Dukakis indrømmer, at man er nødt til at vælge: enten et "quick fix", der som regel ikke giver varig bedring, men skal gentages med jævne mellemrum, gerne også skal suppleres med antidepressiva, og der kan give alvorlige, varige "bivirkninger"***, eller den lange og ofte ikke helt nemme vej gennem bevidstgørelse og bearbejdning, der til gengæld har de modsatte "bivirkninger" som ECT, nemlig en øget bevidsthed.

Faktum er også, at mange ikke får muligheden for at træffe et reelt valg, enten fordi information tilbageholdes respektive forfalskes, også her i Danmark, fordi de udsættes for ECT under tvang, eller også fordi vedkommende er så påvirket af psykofarmaka, at der ikke kan være tale om et "informeret samtykke". Det er jo ikke altid, at ens omgivelser ønsker, at man husker for godt.

Se Uppdrag Granskning: "Den stora glömskan", og bliv informeret! - Eller (gen)se Gøgereden. Der er ikke noget væsentligt, der har ændret sig siden den gang.



Tak til Jan Olaf for at gøre opmærksom på udsendelsen.
_______________


*ca. tre fjerdedele af alle, der udsættes for ECT er kvinder. Er psykiatrien kvindefjentlig?...

** Linda Andre, der selv har været udsat for ECT og lidt varigt hukommelsestab, har skrevet bogen Doctors of Deception, der netop beskæftiger sig med psykiatriens manglende information, respektive fejlinformation, om proceduren til "patienter".

*** Hukommelsestabet efter ECT er ikke en bivirkning, men virkningen. Hvad man ikke kan huske, kan ikke gøre én deprimeret, angst, forvirret, etc.

Depression - kulturelt fænomen eller arvelig hjernesygdom?

Her på DR2 Deadline/2. sektions hjemmeside kan man se Allan Holmgren på suverænt vis takle Tom Bolwig. Bemærk også kommunikationen hinsides ordene: den åbne, selvsikre invitation til dialog vs. det usikre, defensive undvigelsesmanøver.

Lige så blidt, men også eftertrykkeligt, lader Allan Holmgren alle Tom Bolwigs forsøg på at redde "depressionens" status som en arvelig, biologisk sygdom, uden nogen som helst årsagsforbindelse til kulturelle, samfundsmæssige forhold, falde til jorden.

Ærgerligt bare, at Allan Holmgren i hans imødekommenhed åbenbart ikke er bedre informeret, end at han siger god for en så skadelig og ineffektiv "behandling" som elektrochok. Her havde jeg ønsket mig, han helt havde undladt at decideret nævne "behandlings"muligheden.

Lidt ærgerligt også, at diskussionen, denne som så mange andre, ikke når videre ud over et af kulturelle, samfundsmæssige normer begrænset perspektiv. Noget, der specielt tydeligt kommer til udtryk, når værten Jes Stein Pedersen med den største selvfølge sætter lighedstegn mellem den moderne vestlige civilisation på den ene, og demokrati og respekt for individet på den anden side.

Indtrængning

Så, betjenten, der ledte anholdelsen af den dræbte 34-årige "psykisk syge", var altså særligt uddannet og kendte de rigtige taktikker". Han betegnes som en "indtrængningsleder".

Chefpolitiinspektør Jørn Aabye citeres i ovenlinkede artikel på politiken.dk: "Han vidste alt om anholdelser af psykisk syge", og det konkluderes, at politiet næppe har gjort noget forkert.

Og det har politiet formodentligt heller ikke. Såfremt man mener, det er ok, at trænge sig ind på folk, der er rædselsslagne for enhver form for indtrængning på dem, fordi de har så rigeligt været udsat for indtrængning på dem i forvejen i deres liv. "Tænk hvilken utrolig fred der ville lægge sig hvis vi vidste at vi ville blive mødt anerkendende...", også med denne viden. I stedet for med taktikker og "efter reglerne", og af "indtrængningsledere".

Tvangspsykiatrien koster endnu et menneskeliv

Endnu en gang har tvangspsykiatrien kostet et menneskeliv. Den 34-årige stod i følge bl.a. denne artikel til at blive tvangsindlagt, og en nabo kan fortælle, at hans reaktion på truslen var at erklære, at det ville være hans sikre død, hvis han blev det. Hvilket han jo havde helt ret i. Hvis ikke i bogstavelig forstand, så i hvert fald i overført betydning, siden psykofarmaka altid dræber sjælen. Den spirituelle død. Og anden "hjælp", end at blive dopet fra sans og samling, kan et menneske i krise jo ikke forvente fra tvangspsykiatriens side.

Måske var det på tide, at anerkende sandheden i og legitimiteten af reaktioner som den 34-åriges, i stedet for fortsat at bortforklare dem som "paranoia", det rene galskab? Måske var det på tide, at se tvangspsykiatrien midler og metoder engang grundigt efter i sømmene, som Jan Olaf ihærdigt bliver ved med at kræve det? Måske var det på tide, at ikke bare på papiret, men i det virkelige liv anerkende CRPD'en?

Vi skal dog næppe regne med, at se hverken Politiken eller JP udvise så meget respekt for menneskerettighederne. Som man kan høre i denne udsendelse tilslutter de sig begge Ekstra Bladets hard core linie, kun at bringe stof, der lader "de psykisk syge" fremstå som utilregnelige øksemordere, indtil ambulant tvang er en realitet. Heksejagt?

Byrådet i Eugene, Oregon, anerkender psykiatriserede menneskers rettigheder

Mens danske politikere har travlt med at få lovforslag om at indføre ambulant tvang, og dermed om at gøre flere menneskerettighedskrænkelser overfor psykiatrisk stemplede mennesker muligt, igennem, er byrådet i den amerikanske by Eugene, Oregon, kommet med en resolution, der fastslår disse menneskers ret til selvbestemmelse, også når det kommer til behandling.

Fra resolutionen:

"C. Mange mennesker finder psykofarmaka ganske hjælpfulde for deres mentale og emotionelle tilstand, og er taknemmelige, at have muligheden for at tage dem. Andre oplever medikamenter som skadelige for deres helbred, ikke hjælpfulde, og/eller meget indgribende og problematiske. Når mennesker søger behandling og alene tilbydes medicin som behandling, kan de føle sig tvunget til at vælge denne mulighed. Mange af de for tiden eksisterende medikamenter er typisk forbundet med betydelige helbredsmæssige risici, opleves ofte som subjektivt skadelige, og deres langtidseffekt er omstridt. Derudover findes der veldokumenterede psykosociale alternativer, der anses som mindst lige så effektive for manges vedkommende, og der har færre skadelige bivirkninger.

D. Mange psykiske problemer er forårsagede af trauma og menneskerettighedskrænkelser som overgreb i barndommen, krig, racisme, hjemløshed og mangel på økonomiske muligheder, vold i hjemmet, og andet. Et nøgleelement i al slags trauma er fraværet af valgmuligheder. Når mennesker, der er blevet traumatiserede, nægtes valgmuligheder i behandlingen, kan effekten være retraumatisering."

Resolutionen har ikke direkte indflydelse på behandlingstilbuddet, men må mere ses som en kraftig opfordring til de bestående tilbud i Eugene til at gøre flere, også medicinfrie, tiltag tilgængelige. Desuden er den selvfølgeligt også, som Ron Unger skriver, en stor anerkendelse af mennesker med emotionelle problemers rettigheder, en moralsk støtte til dem, om man vil.

Godt gået, Eugene! Og tillykke til Ron Unger, der ikke uvæsentligt har bidraget til, at dette blev muligt.

Mere kan man læse her på Ron's blog. Og her er hele resolutionens tekst:

RESOLUTION NO. __________

A RESOLUTION AFFIRMING THE CITY’S COMMITMENT TO HUMAN RIGHTS AND MENTAL HEALTH CARE.
The City Council of the City of Eugene finds that:

A. The City Council of the City of Eugene recognizes that the diversity of our population is vital to our community's character, and that we have a long tradition of protecting and expanding human rights and civil liberties protections for all of our residents, including persons with all types of disabilities.

B. U.S. Courts have affirmed a number of rights for people diagnosed with mental disabilities. At the national level, the right to choose to live in the least restrictive environment that is reasonably available has been affirmed. At the state level, a number of courts have affirmed a person's right to refuse psychotropic medications, even when the state has a "compelling interest" in providing treatment, if less intrusive, effective treatment alternatives exist. These decisions are consistent with the principle that all people have the right to lives free of unnecessary restrictions and intrusions.

C. Many people determine that psychiatric medications are quite helpful for their mental and emotional conditions, and are grateful to have the opportunity to take them. Others find medications to be harmful to their health, unhelpful and/or excessively intrusive and problematic. When people seek treatment and are offered medication as the only treatment option, they may feel coerced into choosing that option. Many of the medications currently provided are typically associated with significant medical risk, are often experienced as subjectively harmful, and their long-term effectiveness remains controversial. Furthermore, there are widely researched psychosocial alternative treatments likely to be at least as effective for many, with fewer harmful effects.

D. Many mental health problems are caused by trauma and human rights violations, such as child abuse, war, racism, lack of housing and economic opportunities, domestic violence, and others. A key element in any kind of trauma is the denial of choice. When people who have been traumatized are denied choices in recovery, an effect may be retraumatization.

E. Serious psychiatric disorder is often thought of as inevitably a permanent condition requiring a lifetime of medication, however research shows that a substantial fraction of those with even the most serious diagnoses do fully recover, eventually not requiring treatment. Treatment choices, designed to foster rehabilitation and recovery, which include working, living, and participating in the life of the community, have been shown to increase such recovery.

NOW, THEREFORE, BE IT RESOLVED BY THE CITY COUNCIL OF THE CITY OF EUGENE, a Municipal Corporation of the State of Oregon, as follows:

Section 1. All mental health service providers within the City of Eugene are encouraged to incorporate self determination and consumer choice as much as possible, with accurate information provided to consumers and to families about those choices. Special emphasis should be placed on providing diverse alternatives in treatments, including non-drug alternatives, whenever possible.

Section 2. All mental health service providers within the City of Eugene are urged to offer a full range of choices designed to assist in complete recovery. Section

3. This Resolution shall become effective immediately upon its adoption.

The foregoing Resolution adopted the ____ day of October, 2009.

____________________________________
Acting City Recorder

Bogfilmatiseringer - A Beautiful Mind og I Never Promised You a Rose Garden

Almindeligvis er jeg ikke den største tilhænger af bogfilmatiseringer. Specielt, hvis jeg har læst bogen, filmen baserer på, inden jeg ser filmen, og når bogens hovedvægt ligger på, at skildre mere komplekse psykologiske sammenhænge, har filmen ofte efterladt mig med en lidt flad fornemmelse. Et godt eksempel på et sådant, i mine øjne mere eller mindre mislykket, projekt er A Beautiful Mind med sin noget overdreven og fordrejet fremstilling af "hallucinationer", ment til at hjælpe publikum til en nemmere forståelse af fænomenet, der imidlertid må siges, at være mest egnet til at opnå den modsatte effekt. Og egentligt et stilistisk faux pas, som man skulle mene, filmregisseurer som Bergman og Tarkovsky f.eks. har lært filmen at undgå for lang tid siden. Men, ok, på den ene side har vi Bergman's og Tarkovsky's sans for de fine nuancer, på den anden Hollywood's forkærlighed for de brede penselstrøg. Som at sammenligne æbler med appelsiner.

En anden ting, der kan give mig en flad fornemmelse, er når filmen bevidst fordrejer bogens "budskab" indholdsmæssigt, bogens, forfatterens eller protagonistens popularitet udnyttende for at få sit eget "budskab" frem. Også dette er A Beautiful Mind jo et glimrende eksempel på, når den misbruger John Nash's celebrity-status, og lader ham udtale, at han tager "de nyere medikamenter", da han i 1994 får at vide, at han vil modtage Nobelprisen i økonomisk videnskab. Mens John Nash i det virkelige liv aldrig har taget neuroleptika, hverken nyere eller gamle, andet, end når han var pinedød nødt til det, såsom under indlæggelser, og slet ikke efter 1970.

Filmproducenterne undskyldte denne forfalskning af facts ved at sige, at man ikke ville have, folk skulle smide deres piller ud. Imidlertid fremgår det på intet tidspunkt direkte af filmen, at John Nash ikke tog "medicin" i længere, sammenhængende perioder. Der findes altså ingen grund til overhovedet at nævne emnet. Andet, end hvis man altså ønskede, at udnytte John Nash's popularitet, og lade hans navn gøre lidt reklame for farmaindustrien.

Så, alt i alt var det med forbehold at jeg i går kastede mig ud i at se filmatiseringen af Joanne Greenberg's autobiografiske roman I Never Promised You a Rose Garden, som en venlig sjæl sidste måned har uploaded på YouTube i sin helhed.

På nær i et enkelt tilfælde, er visualiseringen af protagonisten Deborah's "hallucinationer" noget mere subtilt gennemført, end i A Beautiful Mind, og derfor en del mere udholdelig og troværdig. Generelt undgår filmen de alt for brede penselstrøg, bortset fra i de sidste sekvenser, der både virker lidt forhastede - mens man nok skal huske på, at standardlængden for spillefilm i 1977, filmens produktionsår, lå på omkring 90 minutter, der helst ikke blev overskredet - og, især i forhold til romanen, lidt overfladisk happy-ending-agtige.

Med et så komplekst tekstgrundlag som Joanne Greenberg's roman, kan en filmatisering næsten kun komme til kort. Specielt når filmatiseringen altså, som i dette tilfælde, prøver, ikke at overskride de 90 standardminutter væsentligt. Ikke desto mindre formår filmen i mine øjne overordnet at få det bedste ud af sine 96 næsten-standardminutter, både fordi den lykkes med at udvælge nogle af de mest essentielle af bogens mange aspekter til sine emner, og ikke mindst også takket fremragende skuespillerpræstationer (Kathleen Quinlan, Bibi Andersson), og jeg var positivt overrasket over at se, at man havde valgt, at lade bogens "budskab" uforfalsket stå.

Som jeg svarede på en YT-kommentar, der mener, hvad bogen lærer os er, at vi skal have "compassion" med "the mentally ill" (what?! vel, alt kan åbenbart blive misforstået, også Joanne Greenberg):

"What both the book and the movie teach us is that so-called "mental illness" is a choice (out of necessity though). Not a chronic brain disease. And they both teach us that we should make it possible for people to choose freedom, like Frieda Fromm-Reichmann made it possible for Joanne Greenberg. Instead of indefinitely locking them up in helplessness and dependency with toxic chemicals and hopeless messages about defective genes and chronic brain disorders."*

Men jeg havde nu også et øjeblik glemt alt om filmens produktionsår, 1977, dvs. om at filmen blev optaget på et tidspunkt i historien, da psykofarmaka ikke spillede den alt andet overskyggende rolle, de spiller i dag, og da man stadigt var åben for psykologiske respektive psykosociale forklaringsmodeller. Interessant og positivt overraskende er i denne sammenhæng også, at filmen undgår, at køre rundt i diagnoser og deslige usmageligt. Bortset fra, at "psykotisk" lejlighedsvis dukker op i dialogen, nævnes "skizofreni" f.eks. ikke en eneste gang. Dejligt! Men vist også dette et 1977-fænomen.

Alt i alt en ganske seværdig filmatisering af Joanne Greenberg's autobiografiske roman, der dog ikke kan erstatte læsningen af bogen.

Se filmen her. (Engelsk tale, ingen undertekster)
_______________

*Man kunne lidt sarkastisk, men sikkert ikke helt urealistisk, tilføje, at, som jeg skrev til en veninde, et 2009-Hollywood-remake formodentligt politisk korrekt ville erstatte Dr. Fried's part med en æske Zyprexa eller Abilify, og lade happy ending'en udspille sig på et bosted, hvor Deborah sidder, lykkeligt "compliant" og indsigtsfuldt zombificeret...

Kan det betale sig, at konfrontere sine forældre?

Få skilsmisse!

"You can divorce an abusive spouse. You can call it quits if your lover mistreats you. But what can you do if the source of your misery is your own parent?" spørger psykiater Richard A. Friedman i denne artikel i New York Times.

Og jeg tænker, at han har ret ikke bare med hensyn til terapeuter, men generelt, når han siger: "All too often, I think, therapists have a bias to salvage relationships, even those that might be harmful to a patient. Instead, it is crucial to be open-minded and to consider whether maintaining the relationship is really healthy and desirable.

Likewise, the assumption that parents are predisposed to love their children unconditionally and protect them from harm is not universally true."

Så, mens systemet har travlt med at overbevise dig om, at dine problemer i hvert fald ikke kan skyldes dine forældre, der jo, siden de er dine forældre, ikke kan andet end elske dig højt og inderligt og helt uselvisk, er det måske en idé, at revurdere sagen - og søge om skilsmisse. Da en revurdering som oftest jo vil afsløre, at de kære pårørende ikke er så kære alligevel.

Bortset fra det nærmest uundgåelige "antidepressiva er godt for din hjerne"-nonsense sidst i artiklen, en overraskende radikal og helt klart meget nødvendig betragtning af Dr. Friedman.

Jeanette Winterson, "In Praise of The Crack-Up"

Via Ron Unger's blog kom jeg i går over den britiske forfatter Jeanette Winterson's artikel "In Praise of The Crack-Up".

Nogle citater fra artiklen:

"My creativity pulled me out of a hopeless childhood, and gave my life meaning and shape. But I have always had various forms of manic depression, (just can't bring myself to call it "bipolar"— whoever invented that dismal term must have been uni-polar—a condition I define as being permanently tethered to the banal)."

"...I'd rather have my own suffering than someone else's solution."

"Wounding—real or symbolic—is both mark and marker. It is an opening in the self, painful but transformative."

"We know from 100 years of psychoanalytic investigation that an early trauma, often buried or unavailable to consciousness, is the motif that plays through our lives. We meet it again and again in different disguises. We are wounded again in the same place. This doesn't turn us into victims. Rather, we are people in search of a transformation of the real."

Jeg kunne blive ved... Læs artiklen - på, og miraklernes tid er åbenbart ikke forbi, Wall Street Journal's hjemmeside.

Åbent brev fra Intervoice til Oprah Winfrey

På Intervoice's hjemmeside kan man læse "Open letter to Oprah Winfrey in response to the programme about "The 7-Year-Old Schizophrenic". Brevet er en reaktion på Oprah Winfrey's ekstremt ensidige fremstilling af sagen omkring den syvårige January (Jani) Schofield, der hører stemmer og er stemplet som "skizofren" - efter hendes far, Michael Schofield, har "kæmpet", som han selv siger, for at Jani skal få netop denne diagnose.

Faren er også den, der på sin blog detaljeret har beskrevet hvordan han, især op igennem Jani's første seks leveår, gentagne gange har slået hende (og også Jani's mor Susan, der dog selv også har været med til at begå overgreb mod sin datter) "i blind raseri" (hans egne ord), sultet hende, og f.eks. taget hendes legetøj fra hende, "for at knække hende" (igen farens egne ord). Bloggen er imidlertid taget af nettet i sin oprindelige form, efter den pådrog sig en del negativ/kritisk opmærksomhed, og lige i rette tid, inden opmærksomheden - som Michael Schofield ellers ikke kan få nok af... - kulminerede i kølvandet af Oprah's show fra den 6. Oktober i år, omhandlende Jani. Originalcitater fra bloggen kan dog stadigt læses f.eks. her, og her. Jeg har skrevet om sagen på min engelske blog, under label'et"Jani".

Hvis du er enig i vores syn på sagen, kan du tilføje din underskrift til brevet via Facebook-gruppen "Intervoice", kontakt Paul Baker (admin). Du må også meget gerne gøre andre opmærksom på initiativet, både på internettet og andre steder.